GURLI

DK Fyrendals Gurli Gris
NFO f 09 22
Født 31-08-2021
Far: DK Colettos Marabou Daim, NFO d 09 22
Mor: DK Fyrendals Dronning Dagmar NFO n 09 23
Genotype: AABBDDEEiillmcmcOotatawSws
PK Defiency: N/N (testet negativ hos UC Davis)
Kælenavne: Girly, Girly Hurley, Gurli Fis

Link til stamtavle på PadPeds

Gurli er en lille, slank dame. En charmerende, fræk linselus med de fineste ansigtstegninger og et kækt ansigtsudtryk. Lige fra hun ankom, har hun bestemt i flokken og man får præcis, hvad man ser med Gurli. En usædvanligt talende lille dame af en skovkat at være, fuld af gåpåmod, vedholdenhed, og selvværd. Hvis Lulu var en dronning, er Gurli en primadonna. Men samtidig en meget kærlig, tillidsfuld og kælen puttegris! Kommer hun til en lukket dør, så finder hun ud af at åbne den ved ihærdig gentagelse, indtil det lykkes. Vælter store Mexi hende omkuld i leg, så løber hun straks efter ham igen; hvæser Merah af hende, fordi hun vil være i fred, så accepterer Gurli det og stopper op et øjeblik - for 10 sekunder efter glad at forsøge igen. Hun kan simpelthen ikke forestille sig, at man ikke gider lege med hende, og hun bliver aldrig træt af at jage drillepinden med akrobatiske krumspring.

Når Gurli ikke har aktivitetsflip, mjavende plager om at lege med menneskene, driller de ældre katte eller forsøger at forcere nye hylder, skabe og døre, er hun en meget kærlig, omgængelig puttegøj, der elsker at ligge i arm eller i skødet hos alle familiens medlemmer. Hun finder sig i at få børstet tænder, og klippet negle med ophøjet tålmodighed, og ved ikke noget bedre end at ligge i babystilling i armene på én af sine mennesker.

Jeg er utrolig glad og taknemmelig for, at Lene fra DK Fyrendals viste mig den store tillid at få lov at få Gurli som stammor til mit opdræt!  Jeg glæder mig virkelig til at se, hvordan Gurli bliver som kattemor. Hun bliver nok ikke nem at bide skeer med, hvis nogen kommer hendes killinger i vejen! 

Siden jeg skrev ovenstående, har Gurli haft sit første kuld, og min forudsigelse skulle vise sig at holde mere stik, end jeg ønskede mig. Gurli blev en meget vogtende kattemor, der ikke tillod de andre katte at komme ind i samme rum som killingerne før de var 12 uger. Faktisk skulle de helst ikke komme i Gurlis ende af huset. Det var ikke nemt for nogen i familien, men heldigvis stabiliserede flokken sig igen, da killingerne flyttede hjemmefra, og Gurli er nu sit sædvanlige selv, dog med mindre leg med menneskene, hvor hun lader Kiki tage over og mest selv ser på. Til gengæld nyder hun stadig at lege med Kiki, tage en rask løbetur og en lille brydekamp.

© 2022 DK Blisbjerg | Jyllinge | Danmark
Powered by Webnode Cookies
Create your website for free! This website was made with Webnode. Create your own for free today! Get started